Udgivet - 2017

Sådan undgås korrosionsskader på bilens termostat

Tech news

Når en motor begynder at overophede eller ikke kan opnå driftstemperatur, så skyldes det med stor sandsynlighed fejl i kølesystemet. Foruden vandpumpen, køleren og ventilatoren spiller termostaten en central rolle. Selv den mindste funktionsfejl i termostaten - f.eks. på grund af korrosion - viser sig med det samme.

Korrosion opstår bl.a. hvis der anvendes et forkert kølemiddel. Korrosionen angriber termostatens aluminiumsdele som nærmest ”ætser” væk (se billede 1 og 2). Men også sammenblanding af forskellige kølevæsker kan være årsag til korrosion. Undgå derfor at blande forskellige typer kølevæske sammen.

MAP kontrolleret termostat med tydelige tegn på korrosion (Foto lånt af Mahle)
 

Termostat hvor der har været anvendt ikke-godkendt kølemiddel/additiv. Dette har bevirket, at aluminiumet er ”ætset” væk (Foto lånt af Mahle)
 

Sørg endvidere for kun at anvende kølevæske godkendt af bilproducenten og vær opmærksom på at bruge det korrekte blandingsforhold mellem kølevæske og vand. Nogle bilproducenter forskriver, at man udelukkende tilsætter destilliseret vand og ikke vand direkte fra hanen, da det ligeledes kan have en negativ effekt, grundet dets indhold af mineraler – herunder særligt kalk . Vi mener altid man skal undgå anvendelsen af vand fra hanen.

Tjek også at jordkablet mellem bilens motor og karosseri er korrekt monteret og intakt (billede 3) – derved udlignes forekomsten af statisk elektricitet mellem brændstofforsyningssystemet og bilens karosseri. Et defekt jordkabel eller en dårlig forbindelse kan fremskynde skaderne på grund af elektrolyse.


Man bør tjekke at jordkablet er intakt og korrekt tilsluttet (Foto lånt af Mahle)


VIGTIGT: 
Kølevæske mister sin korrosionsbeskyttende evne over tid, og derfor er udskiftning af kølevæsken en del af de ordinære serviceeftersyn. Det anbefales at udskifte kølevæsken hvert andet år. Sørg dog for altid at følge bilproducentens anbefalinger.